New York, my love..

Tryk på billedet for større billede

Når man nu sidder på skolen en helt og aldeles kedelig tirsdag, og venter på at skulle lave en præsentation, så er det mere end let at drømme sig laaangt væk til byen over alle byer, New York. Jeg længes efter at slentre gennem Central Park, at gå på opdagelse i The Village, vinduesshoppe på 5th Avenue og drikke kaffe/varm cacao på en bænk i Washington Sq. park mens man ser på alle de finurlige mennesker, der bevæger sig forbi. Jeg drømmer mig tilbage til d. 29. december '08, hvor min (dengang) kæreste friede til mig på en trappesten på Perry St. (den ved siden af 'Carrie's', så nu er den 'vores') og da jeg bagefter fyldt op med lykke stod og kiggede på juletræet ved Washington Sq Arch. Sådanne øjeblikke gør kærligheden til byen endnu større end man troede mulig.

Da jeg første gang kom til New York i august '07 var jeg fyldt med en helt anden følelse, nemlig stor skepsis. Jeg var ikke helt sikker på at dette sted kunne være så fantastisk, som mange mente og syntes måske egentlig mest at det hele var lidt opreklameret. Grunden til at vi tog derover, var for at se om jeg kunne forestille mig at bosætte mig der på et tidspunkt. Det har nemlig altid været min mands drøm, og for at den kunne blive til virkelighed måtte jeg naturligvis være med på idéen. Dét var jeg ikke til at starte med, og jeg tror måske nok at min mand var en smule irriteret over min (påtagede) ligegyldighed. Da vi kørte forbi Empire State Building på vej til hotellet, fik jeg da også lige nævnt at det da næsten måtte være en kopi, for den var da ikke særlig høj og at gaderne i øvrigt, da slet ikke var hverken brede eller specielt lange. Ja, stilen var bestemt lagt, må man sige!
Min negativitet og skepsis var ikke sådan lige at blive kvit og jeg er overbevist om, at det var flere lejligheder hvor min kæreste helst havde smidt mig på et fly hjem til DK og så kunne jeg ellers hygge mig dér! Men heldigvis holdt han ud og lige så langsomt kunne jeg mærke byen gøre sit indtog i mit hjerte. Da vi nåede til den 14. dag og vi skulle videre til familien i Philadelphia var jeg parat til at blive for evigt! Jeg var faldet pladask, og har været det siden. Der går ikke én dag hvor jeg ikke drømmer mig tilbage, og jeg glæder mig til at udleve drømmene om ikke så længe! Der er ingen der ved hvor længe det varer, men bare dét at gøre det, give det et forsøg, betyder alverden! Og om ikke andet, så ender jeg ikke med at sidde om 40 år og sige 'Hvad nu hvis...?'.
Om præcis et år, vil jeg meget gerne sidde i New York og lave et indlæg om at det rent faktisk lykkedes, at drømmen er indfriet og at New York og jeg stadig er lige forelskede. Godt så, det er en aftale!!